Vikingeordbog "light"

Hanstholm Camping

Hamborgvej 95

7730 Hanstholm

Danmark

VIKINGER VED VESTERHAVET

VIKINGEORDBOG "LIGHT"

STEDER, GUDER, VÆSNER OG UHYRER

 

Aser: Guder fra en gudeslægt (vanerne var en anden gudeslægt).

Asgård: Gudernes verden. Den ligger over Midgård (menneskenes verden).

Balder: Gud for retfærdighed og den smukkeste af alle aser.

Bersærkergang: Begrebet er forbundet med krigere og kan betyde ”bar særk”, altså at krigeren kæmpede nøgen. En kriger, der var så vild, at han kæmpede uden beskyttelse, var skræmmende for fjenden. Sagaer fortæller om konger og jarler, der havde farlige bersærkere i deres hære. Begrebet kan også have betydet ”bjørne særk”, altså at krigeren var iført dyreskind.

Bifrost: Broen der forbinder Asgård med Midgård, på toppen af Bifrost ligger Himmelbjerget, hvor Heimdall bor. Han kan se græsset gro og høre ulden vokse på får. Bifrost vil slå revner og gå til grunde ved Ragnarok.

Blót: At blote betyder at ofre, og blót var en rituel ofring og/eller hyldest til guderne i håb om at få medgang, frugtbarhed og krigslykke. Den lokale stormand, også kaldet "Gode", forestod de største blótfester. Vikingerne ofrede bl.a.  smykker, værktøj, våben, dyr og mennesker. Man mener, vikingene holdt en række faste blót om året, men de kunne også holde "akut-blót" i tilfælde af en pludselig opstået krise.

Brage: Gud for skjaldekunst.

Einherje: Vikingekrigere der er faldet i en ærefuld kamp og har fået lov at bo i Valhal, hvor de kriges, fester og holder ædegilde hver eneste dag.

Eir: Gudinde for lægekunst.

Fenrisulven: Ifølge vølvens spådom vil Fenrisulven overvinde nogle af de stærkeste guder ved Ragnarok.  Her vil Fenris sluge Odin, som bliver hævnet af sin søn, Vidar, der kaste Odins spyd ind i gabet på ulven og dræber den.

Forsete: Gud for retfærdighed.

Frej:: Gud for velstand og frugtbarhed (og Frejas bror).

Freja: Frugtbarhedsgudinde.

Hel: Uhyre og herskerinde i dødsriget, der ligger i Niflheim. Halvt kødfarvet som et levende menneske, halvt blåsort og forrådnet som et lig, vogtede hun over de døde, der spiste af fadet Hunger med kniven Sult, hvis de da ikke selv blev spist af Hels hund, Garm. 

Idasletten:Sletten udenfor Valhallas porte, hvor einherjerne udkæmper drabelige slag hver dag som øvelse til Ragnarok. Hver aften er Idasletten rød af blod, men valkyrierne lapper einherjerne sammen igen inden aftensmaden, og så er de klar til dagens ædegilde - og næste dags kampe.

Jotunheim: Jætternes hjem. Ligger mod øst. I syd ligger Muspelheim, ildjætternes land, og mod nord ligger Niflheim, isjætternes land.

Jætter: Store overnaturlige væsener, der kæmper mod aserne. 

Kvaser: Gud for visdom og intellekt.

Loke: Af jætteslægt men respekteret af guderne, fordi han har blandet blod med Odin. Formskifter og trickster, en slags uberegnelig ”driller” som nogen gange hjælper andre gange modarbejder guderne. Loke og jættekvinden Angersboda har avlet de 3 monstre, Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel.

Midgård: Menneskenes verden. Midgård ligger i midten.

Midgårdsormen: Ligger i verdenshavet hvor den slynger sig om hele Midgård og bider sig selv i halen. Ifølge vølvens spådom vil Thor og Midgårdsormen kæmpe ved Ragnarok, hvor Thor dræber ormen og selv bliver dræbt af ormens edder.

Nornerne: De tre skæbnegudinder Urd, Verdane og Skuld, der spinder mennesenes livstråde.

Njord: Gud for søfart, fiskeri og handel (vane og udvekslet som gidsel da de to gudeslægter indgik fred).

Odin: Gudekonge, formskifter og gift med Frigg. Gud for krig, runemagi, visdom, skjaldekunst og regnet som den største sejdmager. Odin har ét øje, rider på sin 8-benede hest, Slejpner, med følgeskab af ravnene Hugin og Munin samt ulvene Gere og Freke. Odin var overklassens gud. Det var især eliten, krigere, konger og stormænd, der dyrkede Odin. Gamle stednavne indikerer hvilke guder, der var mest fremherskende på stedet, og Odin lagde kun navn til steder af særlig betydning.

Ragnarok: Betyder gudernes skæbne og er betegnelsen for en række begivenheder, der ender i verdens undergang. Ragnarok starter med en fimbulvinter, som varer tre år i træk uden somre indimellem, derefter kæmper guder, jætter og kaosuhyrer mod hinanden, og det hele ender i en kæmpe brand, og jorden synker i havet. Herefter stiger en ny jord op befolket med to mennesker og de overlevende guder.

Sejd: Vølver eller sejdkoner praktiserede sejd, der kunne være godartet eller ondartet. Godartet sejd kunne bruges til helbredelse og beskyttelse, mens den ondartede udgave kunne påføre alskens ulyksaligheder som mismod og impotens. Sejderen gik i trance og foretog dernæst en åndelig rejse ind i en anden verden, hvor sejderen fik svar på ting der var vigtige at vide for vikingerne, f.eks. om vejret, udfaldet af krige og hvordan høsten ville gå.  Sejderne var både respekterede og frygtede, sejd kunne også praktiseres af sejdmænd, men det medførte social stigmatisering.

Skade: Gudinde for jagt og skiløb.

Strådøden: Enhver krigers skræk var at dø "strådøden", hvilket betød man døde i sin seng af enten  alder og/eller sygdom . Skete det, kom man i Hel, så hellere dø i kamp og hygge sig i Valhal.

Thor: Himmel-, torden- og ordensgud samt krigsgud af den vilde slags, gift med Sif. Thor er asernes bedste jættebekæmper. Kendt som ”jætte-kvaser”, for sin hammer, Mjølner, og for at køre sin vogn hen over himlen, hvorved der skabes lyn og torden - og regn og frugtbarhed. Gedebukkene Tandgrisner og Tandgnost trækker vognen.

Tyr: Rets- og krigsgud af den organiserede slags. 

Ull: Gud for tvekamp, jagt, vintersport, minder en del om gudinden Skade.

Valhal: Odins bolig i Asgård.

Valkyrie: Kvindelige væsener, der valgte hvilke krigere, der skulle falde i kamp, hentede dem og bragte dem til efterlivet i Valhal.

Vaner: Guder fra en gudeslægt (aserne var en anden gudeslægt).

Vanaheim: Vanernes hjem, ligger mod vest.

Vile og Ve: Skaberguder (og Odins brødre).

Vætter: Magter eller naturkræfter, der hører til lokalt i et område.

Vølve: En kvindelig shaman, der kunne spå og var kyndig i sejd. Vølve betyder stav, som også var en del af vølvens udstyr. Vølverne nød stor respekt men blev senere forbundet med farlig magi, og i middelalderen blev vølver opfattet som hekse.

Yggdrasil: Et stedsegrønt asketræ, der står midt i verden, kaldes også verdenstræet. Det er et symbol på kosmos, og træet går fra krone til rod gennem himmel, jord og underverden. I træet sidder en ørn, en drage gnaver af træets rødder, og på stammen piler et egern frem og tilbage med det eneste formål at sætte splid mellem de to. Geden Heidrun spiser af træets blade, der må have været gode, for Heidrun producerer i sit yver mjød, som einherjerne nyder. Ved Yggdrasils rødder er der tre brønde. Under Asgård er Urds brønd, under Jotunheim er Mimers brønd, under Niflheim er Hvergelmer.

År og Fred: Afskedshilsen som oftest bruges blandt Asatroende. Udsprunget af "til árs ok fridar" som betyder "med ønsket om mange gode år med frugtbarhed, godt helbred, rigdom og fred".

Find os

 

 

Hamborgvej 95, 7730 Hanstholm, Denmark

Telefon: +(0045) 9796 5198

Email: info@hanstholm-camping.dk

 

 

Copyright © All Rights Reserved